30 October, 2009

Danmarks Digitale Dumheder

Nu har jeg igen prøvet at tinglyse et skøde. Igen fejlede forsøget. Websiden virker simpelt hen ikke. Jeg har heller ikke fået svar fra supporten. Det har ikke været muligt at ringe til denne offentlige myndighed. Ventetiden er på > 4 timer, og hvem har tid til det - når man har et arbejde, der skal passes? Så kan man jo sende en email. Det gjorde jeg for 4 uger siden. Og venter stadig på svar!

Kladder kan gemmes, og det er stort. Men tinglysningsdelen virker ikke. Man kan ikke sende skøder til underskrift.

Det er jo ikke ligefrem første gang, at digitale systemer ikke virker, når det offentlige har bestilt dem. Vi ved jo, at den slags tager tid. Der er fejl, der er børnesygdomme, der er uhensigtsmæssigheder som skal rettes... Der er så meget.

Så vi véd det jo godt.

Skidtet virker ikke.

Tinglysning.dk har lovet, at sagerne virker den 1.11. Så skal de altså klemme ballerne sammen i weekenden. For siden virker stadigvæk ikke.

Den digitale fordummelse breder sig med uhyggelig hast. Hver gang er det borgerne som skal stå model til tosserierne. Nu må det altså have en ende. Det kan da ikke passe, at man efter årtiers fejlslagne IT-projekter dropper bureaukratiske systemer, der trods alt har virket i mere end 100 år.

Nu kunne man jo tro, at CSC ville gå lidt stille med dørene. Men nej - projektet beskrives som en success! En hvad? Det er løgn... jeg trode ikke mine egne øjne. Henrik Hvid Jensen mener at dette fantastiske system beviser hans SOA teori. Det er jo aldeles fremragende.... ja fantastisk.... lad os knæle i dybeste ærefrygt for denne fremragende visionære tænker.

Sandelig om ikke SOA er en "best practise" model... SOA betyder "Service Orienteret Arkitektur". Service ...? Tjahumsasa. Nåeh - det er vel noget med at gemme sig bag en telefonsvarer og at undlade at reagere på henvendelser fra kunderne. Flot, imponerende ... jeg har aldrig set magen.

Best practise... men, hvad kræves der egentlig, før end man kan tale om en kikser?

Acer eee og Ubuntu 9.10

Specialkerner til EEE. Klik på overskriften og læs artiklen.

21 October, 2009

Flash CS4 ustabil

Programmet crasher hele tiden. Hvis jeg prøver at gå ind i document properties, så går Flash kold. Systemet har 2GB ram. Er det nok?

Systemkrav:

Tilsyneladende har jeg ram nok - hvis man tør stole på udgivernes anbefalinger.

Flere blogs nævner masser af nedbrud m. CS4. En opdatering fra Adobe påstår at løse problemet. Det må prøves.

10. nedbrud i aften.
F CS4 kræver en engels tåmodighed.

Gemte filer er ikke gemt. Hmmm...
Ved properties er der blank skærm ca. 20-30 sek. - enten crash ellers kan man indstille properties. Dramatisk er det....

Prøver at importere psd fil med design til webside. Men flash bryder sammen, når det skal gemmes. Efter ca. tre forsøg lykkedes det at lave filen.

Flash CS4 sikkerhedsdimmer

Flash CS4 har hmmm ... sikkerhedsdimmer, som gør at man ikke kan linke til noget via en lokal flashfil, uden at give den lokale fil lov til det. En webside åbnes, og heri angives, hvilke swf-filer som må gå på nettet. Husk at browse efter filen, så får den lokale fil lov til at gå på nettet.

18 October, 2009

Exaile media player

Jeg er mere til Gnome end KDE; men må indrømme, at jeg savner mediespilleren Amarok. Gennem de seneste par år har jeg brugt Rhythmbox; men den er for ustabil. Exaile er en videreudvikling af Amarok med til et GTK+ miljø. Derfor burde Exaile virke bedre end Amarok på mit system. Vi får se - umiddelbart virker Exaile lovende.

16 October, 2009

FS Esprimo Mobile v5535 virker ikke mere

Glæden varede kort. Laptoppen døde efter kun 1½ års brug. I morgen leverer jeg den tilbage, der er stadig ½ år tilbage af garantien. Fujitsu-Siemens er ikke et mærke jeg vender tilbage til frivilligt.

Den blev leveret med en Vista, der kørte alt for langsomt og utilfredsstillende. At få den til at virke med linux var en sjov kamp.

Men hardwaren holdt ikke til meget.

Konklusion: det mærke bruger jeg ikke igen.

12 October, 2009

Pysolfc solitaire spil

Pysolfc er en imponerende samling af solitairespil - bogstaveligt talt hundredvis af forskellige kabaler, mahyong, tarot-kabaler - og meget mere...

Pysolfc er som navnet antyder udviklet i Python, og fungerer på de gængse platforme. I downloadsektionen findes både linux og windowsvarianter.
http://sourceforge.net/projects/pysolfc/files/

Kan Bing bruges til noget seriøst?

Hver eneste gang jeg ved et uheld er kommet til at søge noget i Bing, så viser den kun kommercielle sider eller reklamer. Kan Bing bruges til noget seriøst? Bing er desværre ikke den søgemaskine, der trækker trafik fra Google. Tvært imod. Bing er kun noget jeg bruger ved en fejltagelse.

11 October, 2009

Tinglysning.dk - en kafkask farce der overtrumfer "Slottet"

  1. Valgt at logge på en stille søndag med den tanke, at så er systemet nok ikke overbelastet.
  2. Websitet kan ikke indlæse den digitale signatur med den anbefalede brower IE7. Pinlighederne vil åbenbart ingen ende tage for denne offentlige skandale. Konsekvens: tinglysning af skøder er pt. umuligt. Da jeg første gang oplevede problemer sendte jeg en email for at få rådgivning om en mulig papirløsning. Man har end ikke gidet at svare.
  3. Derefter prøvede jeg med et archlinux system med FF. Her kunne den digitale signatur heller ikke indlæses.
  4. Før disse forsøg prøvede jeg at logge på tinglysning.dk med FF på en windowsmaskine. Her kan den digitale signatur indlæses. Man kan logge på. Men data gemmes ikke.
Konklusion: systemet er pt. aldeles ubrugeligt. Som sagt nytter det ikke at henvende sig telefonisk, skriftlig eller personligt. Man kan heller ikke skrive og få en papirsformular. Måske er tinglysningskontoret inspireret af Kafkas "Slottet". Tænk at have offentlige myndigheder i et land, der blokerer for al ejendomshandel. Myndigheder som man end ikke kan henvende sig til.

Næste serie af forsøg:

  1. Forsøger med en XP på en Acer EEE med en forældet browser. Her kan man faktisk logge på. Det lader til, at man ikke skal bruge IE7; men derimod IE6. Jeg kan logge på og komme til formularen med anmeldelse af et nyt skøde.
  2. Prøver at gemme en kladde. Funktionen virker ikke.
  3. Indtaster oplysninger, efter tre-fire minutter crasher systemet. Om det så er windows, java eller tinglysning.dk der er årsagen ved jeg ikke.
  4. Reboot.
  5. Logger på igen.
  6. Konstaterer at kladdefunktionen stadig ikke virker.
  7. Nu tilbyder Java en ny version; men er det klogt at opdatere. I første omgang lader jeg være - og forsøger igen med en anmeldelse af et skøde.
Hul igennem
Så kom der hul igennem. Pludselig virker kladdefunktionen. Man skulle bare gætte, hvordan den virker. Kladden skal have et navn, og man skal gemme den. Det kræver lidt ekstra museklik; men vi nærmer os trods alt noget som virker.

Det lykkedes at logge på via en Acer EEE med uopdateret browser og en forældet java ... næsten ... at komme gennem de 22 sider; men da der var en for lang tekst i nogle felter samt en ukendt indtastning i et eller andet felt - før formularen begyndte, så var indtastningen ugyldig.

Et eller andet sted er det jo en "tilbage til start uden at indkassere matadorlegatet"; men det er også en partiel success, for her er løsningen på problemet jo. Men lige nu orker jeg altså ikke at genindtaste de mange sider en gang til.

Nå - jeg venter til efter frokost og håber da at gennemføre tinglysningen.

Mon ikke en simpel usabilitytest havde været på sin plads i dette projekt. Og lidt vejledning fra eksperter om almen it-sikkerhed, herunder det faktum at folk opdaterer deres systemer. Det er faktisk rent held, at jeg har en gammel udgave af XP med en uopdateret java. Vi bruger stort set aldrig XP på Acer EEE. Ubuntu kører bedre. Men denne gang blev windows altså redningsmanden.

Forsøg 2
Efter endnu et forsøg var der fejl i formularen. Jeg fik denne meget sigende fejlmeddelelse efter at have indtastet 22 (skriver: totityve) sider med formularer:

--- citat ---

Anmeldelse fejlet

Din anmeldelse er fejlet, prøv at indtaste anmeldelsen igen.


Anmeldelsen validerer ikke:
Linje: -1, besked: string length (42) is greater than maxLength facet (34) for CompletePostalLabelTextType in namespace http://rep.oio.dk/cpr.dk/xml/schemas/core/2005/05/19/


--- citat slut ---

For systemudvikleren kan det her gryf måske være til hjælp. Men jeg fatter ikke en bjælde. Hvad har jeg gjort forkert? Hvordan retter jeg min fejl. Og igen - nej man kan ikke få hjælp på websiden...

Jeg udtaler snart et bandeord.

Men jeg prøver at beherske mig, og har sendt en email og udbedt en forklaring på fejlmeddelelsen, der ikke gjorde mig meget klogere. En eller anden streng er for lang, jow' da - og tør man så spørge etaten hvilken streng der var for lang???

Jeg ved heller ikke om der er tale om en fejl 42 eller om der er tale om en systemfejl. Hvis det sidste er tilfældet, så kæmper jo selv guruerne forgæves.

Forsøg 3 - Partiet opgivet
Sådan skriver man i skak, når der lissom ikke er mere at gøre. I denne omgang må jeg desværre renoncere. Efter et forsøg på at fjerne selve skødeteksten var resultatet endnu en nedslående og fuldstændig uforståelig fejlmeddelelse.

Nå, jeg gider ikke at bruge mere af denne smukke søndag på at kæmpe med klamphakkernes katastrofe. Tidsforbrug: 10:30-13:45.

10 October, 2009

Strømforsyning til Esprimo Mobile

Så ankom strømforsyningen, som var bestilt online. Batteriet ladede op i et par timer, og nu virker det som om at den bærbare kører fint igen. Herligt. Underholdningsværdien i denne billige laptop har været helt i top; men næste gang jeg køber en bærbar, så bliver det nok en mere linuxvenlig mærkevare.

07 October, 2009

Tinglysning.dk

Sitet er reelt nede. Jeg giver op for i dag. Følg debatten her: http://www.computerworld.dk/art/53358?cid=4&q=tinglysning&sm=search&a=cid&i=4&o=0&pos=1

Ok, tænkte jeg. Så vil jeg se en video. Nu har den gnavet og gnavet i fem minutter og er stadig ikke begyndt. Man kan altså godt streame en video...

Langt om længe blev videoen klar, og den er en behagelig overraskelse. Trin for trin bliver man guidet igennem de trin som skal til for at få godkendt et skøde. Både køber og sælger - eller deres advokater mv. via fuldmagt - skal underskrive skødet online. Det er ikke vildt besværligt; men nok ikke nemt for den, der lader sig afskrække af en digital signatur.

IE Renderer plugin til firefox
Via IE plugin kan man snyde websiden til at tro, at man har den rette browser. Genialt. Tak til Henrik, for denne magiske formular. Måske virker siden bedre, fordi dette plugin kan efterligne flere IE-"motorer".

Nå, det virkede også kun i fem minutter. Tilbage til start...

Tinglysning.dk - virker ikke med IE8

Man kan ikke installere den digitale signatur med IE8. Det kan man til gengæld i FF.

Computerworld har i dag en artikel om problemerne med dette site, der har kostet over en halv milliard at producere.

Ok, fem minutter efter i FF er jeg tilsyneladende logget ind. Så langt når man ikke med IE8.

Nå efter en fire fem minutter blev jeg smidt tilbage til start:

Der er sket en fejl på Tinglysning.dk. Prøv igen senere.

Tekniske detaljer:
Tidspunkt:07-10-2009 14:47:20
Release:R4.2GZ1-027mds1
Host:Server03
Transaktion:162c2052-7b95-4ea8-b4d8-XXXXXXXX

06 October, 2009

Tinglysningsretten i Hobro

Her er Danmarks suverænt dårligste offentlige webside!
  1. Hjemmesiden viser, at den er nede, hvis man bruger Firefox.
  2. En telefonsvarer henviser folk med problemer til en anden side, nemlig: www.tinglysningsretten.dk
  3. Så kommer man igen via et link tilbage til den side, der ikke virker
  4. Så kan man prøve at ringe til hotline igen
  5. Og igen konstatere, at køen er hinsides det vanvittige.
Det er simpelt hen for dårligt! Hensigten er åbenlyst, at det skal være besværligt for private at tinglyse. Helst umuligt. Og man skal under igen omstændigheder kunne komme i kontakt med denne såkaldt offentlige myndighed.

Man SKAL bruge windows
Aha - tjekkede lige siden i IE. Man SKAL bruge windows. Virkelig en glaspræstation på en offentlig hjemmeside. Når man bruger linux og FF, så er linkene døde. Nå så windows er et krav på en offentlig hjemmeside. Interessant; men hverken klogt eller etisk forsvarligt.

IE8 - æøåÆØÅ virker ikke...
Så er man inde i det allerhelligste og kan snuse rundt. Men i søgefelterne virker ÆØÅæøå ikke, det bliver til "gryf". Pinligt.

Siden er - som tidligere omtalt her - "optimeret" til IE7 og virker ikke under IE8. Pinligt.

Der er sket en fejl, prøv igen senere
Tjah, det måtte jo komme....

04 October, 2009

audio-convert

Audio-convert er en samling af scripts som konverterer lydfiler til et andet format. Da jeg rippede min cdsamling til computeren kom en del filer til at ligge i windowsformatet *wma - nu ændres de til mp3. Desværre har scriptet ikke en -R mulighed, så man kan ikke ændre hele moletjavsen i et hug.

# audio-convert *wma && rm wma

Problemet kan overvindes ved at lave en søgning på *wma i musikfolderen via Gnomes søgefunktion. Herfra kan mappen åbnes, og mappen kan igen åbnes i en terminal fra Nautilus (hvis en sådan plugin er installeret). Når wma filerne er fjernet, så rykker næste mappe øverst i søgningen.

01 October, 2009

DanID vil ikke supportere linuxbrugere men gerne hjælpe

På DanIDs hjemmeside kan man bede om support. En af valgmulighederne er linux. Jeg angav præcist Archlinux og browseren Firefox 3.5.1. Heldigvis fandt jeg selv løsningen efter lidt eksperimenteren. Så nu kan DanID her læse, hvordan de kunne have vejledt mig.

Måske skulle man tilbyde diverse offentlige instanser en automatisk formular, af typen (her i pseudokode):

if (svar != Windows) {echo "Du behøver ikke at sende en email fra denne formular. Vi yder kun support til Windows."; }

Et opmuntrende svar fik jeg dog fra DanID. På den ene side siger DanID, at man ikke yder suppport og på den anden side linker til an vejledning, der også understreger at der ikke ydes support, hvorpå der ironisk nok kommer en række oplysninger, der kun kan betegnes som support til at installere den digitale signatur på et Ubuntu-system. De fleste linuxbrugere vil faktisk kunne få gavn af denne vejledning - uanset hvilken variant man bruger.

Men for DanID er konklusionen knusende klar: Hvis du ikke bruger Windows, så er support ikke support.
- A'hvaba?

Måske fordi linux-brugere igen og igen skal gøres opmærksomme på, at de er meget, meget, meget besværlige og slemme.

Nå, men jeg er da ligeglad med om det hedder support eller ej, når bare hjælpen når frem. Og det gjorde den da. Men det ville da klæde DanID, som jeg faktisk betaler for via skattekronerne, hvis man blot gjorde opmærksom på at her er en vejledning - og hvis man ikke lige har en liggende, så kunne det måske være en anledning til at udvidde horisonten en anelse og researche problemstillingen. Det ville være den professionelle tilgang til en brugervenlig support.

Her er brevet fra DanID, jeg har dog anonymiseret embedsmandens navn; men fornavnet er redaktionen bekendt:

Hej Per

Tak for din henvendelse.

Jeg må desværre informere dig om, at vi ikke kan give dig support, da du benytter Archlinux.

Jeg kan kun henvise dig til vejledningen til installation i Linux: https://danid.dk/export/sites/dk.danid.oc/da/support/vejledninger/linux/installation/installation_paa_linux/

Så kan du evt. kontrollere om du har installeret den korrekt og muligvis genbestille på www.danid.dk

Du er velkommen til at kontakte os på tlf. 80307050. Vi har åben alle hverdage mellem 8-20 og i weekenden mellem 10-16.

Med venlig hilsen / kind regards

[ NAVN ]

End user

DanID A/S
Privat support +45 80 30 70 50
Erhverv support +45 80 30 70 90
http://www.danid.dk | privatsupport@danid.dk | erhvervssupport@danid.dk